Quantcast
Channel: Dessert – The Food Club
Viewing all 76 articles
Browse latest View live

Chokoladetærter med karamel

$
0
0

På mange opfordringer, kommer her opskriften på mine små chokoladetærter med karamel, som jeg lavede for et par uger siden. Jeg vil egentlig ikke sige så meget mere, men blot dele opskriften og smutte tilbage til min serie-søndag og hotdogs, som venter på mig i sofaen!

Små chokoladetærter, 4 stk.:

DEJ:
1 æggeblomme
50 g flormelis
100 g blødt smør
150 g hvedemel

FYLD:
2 dl piskefløde
200 g mørk chokolade
20 g smør
1 tsk pulverkaffe

4 spsk karamel/dulce de leche – opskrift kan ses her

Blødt smør smuldres i melet, æg og flormelis tilsættes. Dejen æltes hurtigt sammen og når den er blød og smidig, rulles den ud og kommes forsigtigt i små tærteforme eller en stor rund form, hvorefter de bages i ca. 20 minutter ved 200 grader.

Varm fløden op til kogepunktet og hæld den over i en skål med grofthakket chokolade, smør og pulverkaffe. Rør forsigtigt rundt i blandingen indtil chokoladen er smeltet og cremen er glat og ensartet.

Når bundene er bagt og kølet en smule af, smøres bunden med et tykt lag karamel, hvorefter chokoladecremen fordeles henover. Lad tærterne sætte sig på køl i ca. 3-4 timer eller til dagen efter. Inden servering drysses tærterne med kakao og nydes gerne med en kop god, stærk kaffe.


Kærlighed til kiksekage

$
0
0

Åh ja, hvem husker ikke den gode gamle kiksekage med masser af palmin og æg? Sådan blev kiksekage i hvert fald lavet i min barndom! Forleden faldt jeg over en moderne fortolkning af kiksekage med kondenseret mælk hos Lone Kjær, som jeg straks blev nød til at teste og hold da op den smagte eventyrlig godt. 

Jeg har lavet nogle små ændringer i opskriften, bl.a. har jeg tilsat en smule kaffe og masser af hakkede hasselnødder på toppen. Jeg kunne ikke opdrive de firkantede vanillekiks, som normalt bruges til kiksekage, men valgte i stedet en grovere speltkiks, og den gjorde jobbet perfekt.

Kærlighedskage

$
0
0

Jeg faldt over opskriften til denne kage på Pinterest, og på trods af den manglende sukker  og mel, fik jeg straks lyst til at kaste mig ud i den. Kagen blev bagt på Valentinsdag, deraf navnet; kærlighedskage. Dog blev den bagt igen få dage senere, hvor jeg havde veninder til kaffeslabberas. Kagen er super lækker, intens i smagen og har en dejlig konsistens. Opskriften har jeg lånt herfra

Kage med dadler og kakao, ca. 8 pers.:

10 bløde dadler uden sten
1 moden banan
3 æg
4 spsk kokosolie
1 dl stærk kaffe
2 tsk ren vanillepulver
50 g kakaopulver
1 tsk bagepulver
65 g mandelmel
salt

Skær dadlerne ud i små stykker, kom dem i en blender/foodprocessor og blend dem indtil de har konsistens som puré. Tilsæt banan og blend igen – kom blandingen i en skål og tilsæt æg, kokosolie og kaffe, og pisk det hele godt sammen. Tilsæt vanille, kakao, bagepulver, mandelmel og en knivspids salt – pisk det hele godt sammen.

Kom dejen i en springform med bagepapir (20 cm), og bag kagen ved 175 grader i ca. 30-35 minutter. Når kagen er kølet helt af, kan den dekoreres med letpisket fløde og friske hindbær.

Lakridsmacarons med karamel!

$
0
0

Jeg har én gang før lavet macarons, og jeg vil råde alle som måske er en smule bange for at kaste sig ud i de delikate kager, om at gøre det alligevel! Jeg er nemlig rimelig klodset i et køkken og langt fra at kunne kreere perfekte kager, så hvis jeg kan lave macarons, så kan alle! Måske en god beskæftigelse i disse påskedage og det gode ved macarons er, at mulighederne er uendelige… 

Lakridsmacarons med karamel, 10 stk.:

Makronbunde:
43 g smuttede mandler
75 g flormelis
1 tsk lakridspulver
1 æggehvide
25 g sukker

Fyld:
ca. 4 spsk karamel – dulce de leche

Kom de smuttede mandler i en blender og blend dem til fint mandelmel – tilsæt flormelis og lakridspulver og blend igen. Pisk æggehviden til den næsten er stiv, tilsæt sukker og pisk videre indtil æggehviden er helt stiv og skinnende. Vend mandelblandingen i æggehviden og kom blandingen i en sprøjtepose med en rund tyl.

Sprøjt 20 små cirkler ud på en bageplade med bagepapir og lad dem stå ved stuetemperatur i ca. 30 minutter, hvorefter de bages ved 160 grader i ca. 12 minutter.

Når bundene er bagt og kølet af kan de forsigtigt løsnes fra bagepapiret. Fordel en smule karamel på halvdelen af makronbundene og top med den øvrige halvdel. Drys en smule lakridspulver henover kagerne og de er klar til servering.

God påske!

Flødebolle-fest

$
0
0

Så fik jeg langt om længe kastet mig ud i at lave flødeboller. Jeg har dog prøvet at lave flødeboller før, men det er efterhånden mange år siden, og lang tid før flødeboller med smag og marcipanbund.

Det er egentlig forholdsvis nemt at lave flødeboller, og mine smagte super godt, men hold op hvor blev de grimme. Jeg var lidt skuffet over, at jeg ikke kunne få dem overtrukket i bedste Mette Blomsterberg stil, så de endte i stedet med at blive meget rustikke og kluntede, men smagen fejlede intet. Hvis I har nogle gode og nemme tips til at overtrække en nogenlunde præsentabel flødebolle, så sig endelig frem.

På trods af flødebollernes udseende, vil jeg alligevel dele mine billeder med jer og opskriften får I selvfølgelig også. Det bedste er at bruge et sukkertermometer til at måle sukkerlagens temperatur, men da jeg skulle igang, kunne jeg desværre ikke finde mit termometer, så de blev lavet uden.

Jeg valgte at lave to slags flødeboller: hvid chokolade og havtornskum, mørk chokolade og lakridsskum drysset med frysetørrede hindbær. Det kan jo varieres alt efter smag og lyst, så her får I min basisopskrift, som kan bruges som den er eller med forskellige smagsgivere.

Flødeboller, 12 stk.

Bund:
120 g marcipan

Skum:
38 g vand
125 g sukker
55 g glukose
70 g pas. æggehvide
1 spsk sukker

Overtræk:
150 g god, hvid chokolade
150 g god, mørk chokolade

Rul marcipanen ud på et rent bord – jeg rullede marcipanen tyndt ud, hvilket jeg bedst kan lide. Brug f.eks. et shotglas til at stikke marcipanen ud med – kom de små marcipanbunde på en bageplade med bagepapir og bag dem i 4-5 minutter ved 175 grader til de er lysebrune – hold øje! Mine bunde fik måske en smule for meget, hvilket gjorde dem sprøde og knasende, men hvis du er mere til blød marcipan, så tag dem endelig ud efter kort tid.

Kom vand, sukker og glukose i en gryde og kog det langsomt op til 117 grader eller i nogle minutter indtil blandingen tykner. Imens piskes æggehviderne stive med 1 spsk sukker. Når sukkerlagen er færdig hældes den forsigtigt i æggehviderne mens der fortsat piskes. Pisk videre i ca. 12-15 minutter indtil skummet bliver tykt og skinnende.

Hvis du vil tilsætte smag eller farve til din skum, så vendes det i til sidst inden skummet kommes i en sprøjtepose og sprøjtes ud på marcipanbundene. Lad flødebollerne sætte sig i ca.1 time inden de overtrækkes.

Smelt chokoladen og sørg for at temperere den rigtigt. Dyp flødebollerne i chokoladen eller hæld/pensl chokolade på bollerne – ja, som I nok kan se så gik det ikke lige så godt for mig, men chokoladen skal jo på, så prøv dig lidt frem.

Jeg opbevarede mine flødeboller i køleskabet og de var helt klart bedst dagen efter. Det kan være svært ikke at kaste sig over dem med det samme, men vent indtil chokoladen er helt kold og sprød.

Kys med kakao!

$
0
0

Jeg elsker at noget så simpelt som æggehvider og sukker kan smage så forbandet godt. Jeg er vild med at kyskager kan bruges i så mange sammenhænge eller bare spises alene – jeg har efterhånden lavet en del indlæg hvor kyskager eller marengs indgår, bl.a min mystiske lagkage og mine små hindbærkys

Inspirationen til disse lækre kyskager er fra min nyeste bog af Katie Quinn Davis fra What Katie Ate – dog har jeg ændret i opskriften, så I får min version her:

Kakao-kys, ca. 16.18 stk.:

6 æggehvider
300 g sukker
1 tsk hvid eddike
1 tsk maizena
1 spsk kakaopulver
75 g mørk chokolade, finthakket
1 tsk ren vanillepulver

Kom æggehviderne i en skål eller røremaskine og pisk dem indtil de er stive og luftige. Tilsæt sukker og pisk indtil marengsmassen er meget stiv og skinnende. Bland maizena, kakaopulver, finthakket chokolade og vanille og vend det i massen sammen med eddike.

Kom store skefulde marengs på to bageplader med bagepapir og bag dem ved 140 grader (IKKE VARMLUFT) i ca. 75 minutter. Lad kyskagerne køle helt af inden de serveres.

Ultra nem pæretærte

$
0
0

Tærtedeje kan sommetider være besværlige at arbejde med og drille en smule. Men nu har jeg fundet den perfekte løsning med denne tærte, som smager skønt og er super nem – opskriften er fra magasinet Donna Hay. Pærerne kan sagtens skiftes ud med æbler, bær eller andre typer af frugt. 

Pæretærte:

90 g smør
90 g rørsukker eller farin
2 æg
120 g mandelmel
40 g hvedemel
1/2 tsk bagepulver
skal fra 1 økologisk citron
2-3 pærer, uden kernehus, skåret i kvarte
mandel- eller hasselnøddeflager til drys

Kom blødt smør og sukker i en foodprocessor og blend indtil det samler sig. Tilsæt æg, mandelmel, hvedemel, bagepulver og citronskal, og blend igen indtil dejen er ensartet. Kom dejen i en smurt tærteform og placér pærerne ovenpå dejen. Drys med en smule nøddeflager og bag tærten ved 160 grader i ca. 35-40 minutter. Servér tærten lun med creme fraiche eller flødeskum.

Cheesecake brownies

$
0
0

Så er der ikke mange dage til, at jeg tager min mand under armen og smutter afsted til TEXAS! Nøøjjj, jeg glæder mig! Jeg har tidligere været i Texas og det kan I se meget mere om lige her. I anledningen af min snarlige ferie, kommer her en utrolig dejlig opskrift på cheesecake brownie, som jeg tidligere har lavet et indlæg om. Denne gang blev det dog uden hindbær, men i stedet dryssede jeg mine brownies med frysetørrede brombær. 

Udover at disse brownies har en rigtig dejlig og intens smag, så er de super nemme at bage og er lavet udelukkende på kakao. Hvis du ikke lige har en masse chokolade på lager, så kan du sagtens lave dem alligevel og hvilken god beskæftigelse til weekenden.


Ice Ice Baby #2

$
0
0

Da jeg var barn, var jeg ikke speciel vild med is, men derimod vafler – jeg ville meget hellere have en vaffel uden is end med is, men det har da heldigvis ændret sig siden da… Nu ELSKER jeg is, og jeg har langt om længe fundet den helt perfekte opskrift. Min opskrift er super nem, men desværre ikke super sund, da den både indeholder fløde og kondenseret mælk – jeg lover dog, at når du har taget den første bid, så glemmer du alt om kalorieindholdet. 

I sidste uge lavede jeg to varianter; en med mint og mørk chokolade, og en med Kahlua, kaffe og kakaonibs. Jeg kørte mint-isen på min ismaskine og den anden frøs jeg ned med det samme – resultatet blev fuldstændig det samme, så fortvivl ikke, hvis du ikke har en ismaskine.

Isen blev serveret i vafler, som jeg havde købt og derefter dyppet i mørk chokolade og hakkede pistacienødder. Det eneste mine is manglede var en stor klat guf, som er super nem at lave selv – mit bud på god guf finder du lige her.

{ Is med kaffe & kakaonibs }
ca. 400 ml

1/2 ds kondenseret mælk
2,5 dl piskefløde
1/4 tsk pulverkaffe
1 spsk kaffelikør, f.eks. Kahlua
2 spsk kakaonibs (kan erstattes af mørk chokolade)

Pisk kondenseret mælk, fløde og pulverkaffe til let skum, lige præcis til det danner luftige toppe. Vend kaffelikør og kakaonibs i blandingen og smag det hele til. Hæld ismassen på en ismaskine og kør i ca. 30 minutter, eller kom det direkte i fryseren i en tætsluttet beholder. Tag isen ud af fryseren ca. 10 minutter før den skal serveres.

{ Is med mint & mørk chokolade }
ca. 400 ml

1/2 ds kondenseret mælk
2,5 dl piskefløde
ca. 1/2 – 1 tsk pebermynteolie – smag til undervejs
50 g mørk chokolade, grofthakket
evt. et par dråber grøn, naturlig frugtfarve

Pisk kondenseret mælk og fløde til let skum, lige præcis til det danner luftige toppe. Vend pebermynteolie, chokolade og frugtfarve i blandingen og smag det hele til. Hæld ismassen på en ismaskine og kør i ca. 30 minutter, eller kom det direkte i fryseren i en tætsluttet beholder. Tag isen ud af fryseren ca. 10 minutter før den skal serveres.

Un dulce final…

$
0
0

Jeg hygger mig stadig i sydens sol, men desværre har dagen budt på et forfærdeligt stormvejr, så jeg holder mig indendøre. Det har givet rig mulighed for at tilbringe lidt tid i “køkkenet” og lave min yndlings-dessert; Eton mess. Det er jo på ingen måder en spansk dessert, men fik idéen, da spanske supermarkeder og bagere bugner med skønne marengs i forskellige størrelser og former. Jeg kunne ikke stå for disse mini marengskys med appelsin og chokolade, og de smagte himmelsk kombineret med modne jordbær og letpisket fløde. 

Min ferie i Almeria slutter desværre allerede på torsdag, men har været fyldt med gode oplevelser i smukke omgivelser. Almeria har bl.a Europas eneste ørken og Sierra Nevada lige i baghaven, så det kan anbefales at leje en bil eller deltage i de arrangerede ture, som f.eks. Bravo Tours tilbyder. Forhåbentlig har stormen lagt sig imorgen, da min mand og jeg har planlagt en tur til borgen Alcazaba, for at nyde den smukke udsigt, og derefter spise de sidste tapas sammen med en Tinto de Verano.

Hvis du har fået lyst til at lave en omgang Eton mess, så kan jeg garantere, at du vil elske den, og det tager kun meget få minutter at lave desserten, som kun kræver tre ingredienser. Du kan enten købe nogle gode marengs eller lave dem selv – her er min opskrift på nemme marengskys, som blandes med letpisket fløde og friske jordbær. Så simpelt og så mega godt – den perfekte afslutning på en god middag; un dulce final.

Smagen af sommer

$
0
0

Jeg bagte denne sommerlige kage i går, og udover at den er ultra nem at lave, så er den også velsmagende og yndig at se på. Lige nu smager de danske jordbær af sol og sommer, så det er egentlig bare med at komme i gang med at bage. Jeg serverede kagen som dessert efter en spansk-inspireret middag, og jeg har netop lige nydt de sidste rester af den. 

Du kan sagtens erstatte orangeblomstvand med revet appelsinskal og en smule appelsinsaft!

Citronkage aka. Citronmåne

$
0
0

Så er jeg atter hjemme igen efter en skøn og solrig Roskilde Festival. Nu har jeg vist holdt ferie nok, så derfor skal jeg bruge de næste sommermåneder på at arbejde og så er jeg også i gang med at give bloggen en lille makeover, men mere om det senere. Jeg er vild med kager, som smager af citrus, så derfor har jeg naturligvis også en opskrift på citronmåne, som jeg gerne vil dele med jer. Jeg lavede kagen i forbindelse med min mands fødselsdag og jeg må tilstå, at jeg ikke nåede at smage den, men har hørt fra pålidelige kilder, at den var et hit :-)

Citronmåne, ca. 8 pers.:

150 g blødt smør
150 g rørsukker
4 æg
125 g hvedemel
1 tsk bagepulver
skal af 1 1/2 øko citron

Glasur:
150 g flormelis
saft og skal af 1 øko citron

Rør smør og sukker sammen; tilsæt æg ét ad gangen, og rør godt. Tilsæt hvedemel og bagepulver til dejen, og rør det godt sammen. Vend citronskal i og fordel dejen i en springform med bagepapir. Bag kagen i en forvarmet ovn ved 200° i ca. 25-30 minutter. Køl citronmånen af på en rist.
Rør ingredienserne til glasuren sammen, til den er let tyktflyende og fordel glasur på den afkølede kage. Pynt evt. med en smule revet citronskal.

Ispinde med ingefær & kokos

$
0
0

ispinde

Forleden dag faldte jeg tilfældigvis over denne opskrift på ispinde med ingefær på Kinfolk’s website – jeg er stor fan af ingefær, så jeg måtte straks teste den. Jeg havde dog ingen frisk ingefær, men derimod en lækker honning fra HELT med ingefær, så den brugte jeg i stedet. Jeg valgte at komme en smule smeltet mørk chokolade på mine ispinde, men det kan sagtens undlades. 

ispinde med ingefær

Ispinde med ingefær, 4-6 stk.

1 ds kokosmælk
100 g honning, evt. med ingefær

75 g mørk chokolade 72%
hakkede nødder til pynt

Varm kokosmælk og honning op til kogepunktet – køl ismassen helt af inden den fordeles i ispindeforme. Kom ispindene på frost i min. 3-4 timer.
Hvis ispindene er svære at få ud af formene, så vent nogle minutter eller hold dem under det varme vand i kort tid indtil de løsner sig fra formen. Smelt chokoladen ved svag varme eller over vandbad – dyp ispindene i chokoladen og pynt dem med hakkede nødder.  Kom ispindene tilbage i fryseren indtil de skal spises.

kokosispinde

{ blåbærmåne }

$
0
0

blueberry-cake

Jeg er netop hjemvendt efter en weekend i det århusianske og har tilbragt dagene til FOOD FESTVAL. Det har været en fantastisk weekend, og jeg håber nogle af jer har været forbi og nydt de mange lækkerier. Jeg befandt mig i Planteriget sammen med nogle skønne kvinder, og lavede salater med gæsterne hele lørdag og søndag – sikke nogle hårde, men dejlige dage. I dag står den på afslapning, pleje af trætte fødder, masser af kaffe og forkælelse. 

cake-blueberry

Det er efterhånden nogle uger siden jeg bagte denne lækre blåbærkage, og jeg må indrømme at jeg ville ønske der var et stort stykke tilbage til i dag. Kagen er super nem og minder en smule om citronmåne, bare med blåbær.

Blåbær-måne

Blåbærmåne, ca. 6-8 pers.:

150 g blødt smør
150 g marcipan
100 g rørsukker
1/2 tsk ren vanillepulver
4 æg
125 g hvedemel
1 tsk bagepulver
100 g frosne blåbær

50 g mørk chokolade
2 spsk mandelflager

Pisk blødt smør med marcipan, sukker og vanille til det er let og luftigt. Tilsæt æggene og pisk igen. Rør mel og bagepulver i dejen, og vend til sidst blåbær i. Fordel dejen i en springform, 22cm, beklædt med bagepapir.

Bag kagen ved 185 grader (jeg brugte varmluft) i ca. 35-40 min, eller til den er gennembagt.

Når kagen er kølet af, pyntes den med smeltet, mørk chokolade go mandelflager.

Blåbærkage

★ RAW Cheesecake ★

$
0
0

ostekagesandwich

Det er vist på tide at dele denne opskrift inden det lune vejr forsvinder helt, for disse små sandwich er nemlig en blanding af ostekage og is. De smager fuldstændig fantastisk godt og er meget nemme at lave, så det er bare at komme i gang. 

cheesecakesandwich

Cheesecake sandwiches, 5 stk.

BUND:
1 dl usaltede cashewnødder
1 dl mandler
1/2 tsk rå lakridspulver
12 soltørrede dadler uden sten
2 spsk kokosmel
evt. en smule vand

FYLD:
100 g flødeost
100 g mascarpone
skal fra 1/2 øko citron
5 spsk sukrin melis (eller flormelis)
1 spsk frysetørrede bær (jeg brugte jordbær)

Kom alle ingredienserne til bunden i en minihakker eller foodprocessor, og blend det hele godt sammen. Massen skal være klistret og være blendet grundigt – smag til med lakridspulver. Del massen i 10 stykker og form hvert stykke til en flad bund (det er nemmest med fugtige hænder). Kom halvdelen af bundene i en muffinform af silikone eller anden lille, rund form.

Rør ingredienserne til fyldet godt sammen og smag til med citronskal og sukrin. Fordel fyldet på bundene og læg de sidste bunde ovenpå – pres kagerne let sammen. Stil formen på frost i ca. 2 timer, eller indtil de skal serveres. Kagerne holder sig fint på frost i nogle dage og tages ud ca. 15 minutter inden servering, så de kan blive en smule bløde.

cheesecake sandwich-1


Skyr-is med rødbedekys

$
0
0

skyris

Sent i går aftes landede jeg, efter en dejlig solrig ferie, i min egen seng og har sovet ualmindeligt længe i dag. Det første jeg gik i gang med var dette blogindlæg, for det slog mig pludselig, at det er alt for længe siden jeg sidst har blogget. Så jeg må pakke ud og handle ind senere, for nu handler det om is. 

Kyskager

På min ferie, som bl.a gik til Lissabon, Casablanca og Malaga, var indtaget af is virkelig ikke godt – faktisk blev det kun til en enkelt, som til gengæld var i top. Jeg kan spise is året rundt, også på en trist og regnfuld søndag som i dag.

Under Food Festival smagte jeg den lækreste is lavet på skyr, pyntet med rødbededrys og lakridspulver – jeg har prøvet at lave min egen version, og hvis du ikke har smagt skyr-is, vil jeg på det varmeste anbefale at komme i gang :-)

Rødbedekys

Skyr-is, 4 pers.:

100 g honning
1 dl vand
1 tsk ren vaniljepulver
400 g skyr
1,5 dl fløde

Kom honning, vand og vaniljepulver i en gryde og lad det koge op – stil gryden til side og lad det køle af. Rør skyr og fløde godt sammen, og tilsæt honning-lagen. Rør det hele godt sammen og stil ismassen på køl til den er helt kold, evt. til næste dag.

Hæld ismassen på en ismaskine og kør i ca. 30 minutter. Hvis isen ikke skal serveres med det samme, kommes den i en tætsluttet beholder og stilles i fryseren. Tag isen ud af fryseren ca. 20 minutter før den skal serveres.

skyris med lakrids

Rødbedekys, ca. 24-28 stk.:

1,5 æggehvide (jeg brugte 1 bæger pasteuriseret æggehvide)
150 g sukker
saft fra friske, rå rødbeder

Kom æggehviderne i en skål eller røremaskine og pisk dem indtil de er stive og luftige. Tilsæt sukker og pisk indtil marengsmassen er meget stiv og skinnende. Rør til sidst en smule rødbedesaft i massen, så den bliver lyserød. Kom marengsmassen i en sprøjtepose med stjernetyl og spøjt små kys ud på en bageplade med bagepapir. Bag kyskagerne ved 130 grader i ca. 40 min.

Opbevar kagerne i en tætsluttet beholder.

Ved servering anrettes isen med knuste kyskager og lakridspulver på toppen.

skyris & lakrids

Cheesecake i glas

$
0
0

cheesecake i glas

I dag står i afslapningens tegn, og jeg drømmer lidt om at have et stykke cheesecake ved min side. Det er efterhånden et stykke tid siden jeg lavede denne nemme cheesecake i glas, men jeg deler den alligevel, på trods af at jordbærsæsonen desværre er slut. Jordbærrerne kan skiftes ud med andre typer af bær eller frugt. 

cheesecake med jordbær

I går havde jeg fornøjelsen af en tur til Århus, hvor jeg skulle holde et foredrag på Danmarks Journalisthøjskole for en flok madskribenter, og fortælle lidt om mit liv som blogger, hvordan jeg bruger min blog, og hvad bloggeriet har ført med sig. Mit oplæg var blot en lille del af et tre dages kursus arrangeret af Anders Lange og Anne Hjernøe. Jeg har aldrig holdt oplæg før, og på trods af mange nerver, var det en rigtig god oplevelse og kursisterne virkede oprigtigt interesserede i min lille blog. Derfor bruges dagen i dag på at slappe af, besvare mails, blogge og drikke en masse kaffe.

Cheesecake i glas, 2 pers.:

4 fuldkorns Digestive kiks
2 spsk speltflager
1 spsk mandelflager
1 spsk kokosolie

200 g mascarpone
2 spsk yoghurt naturel
2 spsk flydende honning
1 tsk ren vaniljepulver
skal fra 1/2 øko citron
ca. 10 friske jordbær

Knus kiksene let, og kom dem på en varm pande sammen med speltflager, mandelflager og kokosolie. Rist blandningen et par minutter til det hele er sprødt – tag panden af varme og lad det køle helt af.
Rør mascarpone og yoghurt sammen med honning, vanilje og citronskal. Smag det til.

Fordel kikseblandingen i små forme eller glas, og kom ostecremen ovenpå. Slut af med masser af friske jordbær eller frugt, og drys til sidst med en smule kikseblanding.

Nem cheesecake

Cheesecake med peanut butter og saltet karamel

$
0
0

peanutbutter-cheesecake

Juhuuuu, så lurer fredagen lige om hjørnet, og nu holder jeg altså snart weekend! I den anledning vil jeg skynde mig at dele denne opskrift, som jeg næsten havde glemt. Hvis der er plads til lidt forkælelse i denne weekend, så er denne lille dessert med cheesecake, peanut butter og karamel et glimrende valg. 

cheesecake i glas

cheesecake med karamel 

Peanut butter cheesecake i glas, 4 pers.: 
Inspiration fundet fra denne fine blog.

Creme:
200 g flødeost, naturel
1,5 dl fløde
ca. 4 spsk honning
1 tsk ren vaniljepulver
80 g smooth peanut butter

Crunch:
75 g havregryn
25 g alm. mandelmel
40 g smør eller kokosolie

Topping:
ca. 8 tsk karamel/dulce de leche
2 spsk jordnødder, hakkede
havsalt

Pisk alle ingredienserne til cremen sammen, og smag den til – cremen skal være luftig og cremet. Kom havregryn, mandelmel og smør på en pande, og rist indtil blandingen er gylden og sprød – tag det af panden og lad det køle af.

Fordel creme og crunch i lag i enten små skåle eller glas. Fordel 2 tsk karamel, hakkede jordnødder og et drys salt på toppen af hver dessert. Stil dem på køl i min. 1 time inden servering. Dessert kan sagtens laves dagen før den skal serveres.

peanutbutter cheesecake

peanut-cheesecake

RAW cheesecake med orange

$
0
0

raw cake

I december var jeg så heldig at få serveret en slags “ostekage” lavet på cashewnødder to gange – det var min søster, som havde været i køkkenet og eksperimentere med denne skønne dessert. Jeg har naturligvis også prøvet kræfter med opskriften, og tilpasset den en smule, så her får I min version.

raw cheesecake

RAW cheesecake med orange & granatæble, ca. 6 pers.:

Fyld:
3,5 dl usaltede cashewnødder – udblødte (lægges i blød i vand i ca. 12 timer)
2 spsk rå honning
100 g kokosolie, smeltet
ca. 3/4 dl vand
revet skal fra 1 øko appelsin

Bund:
150 g nødder, fx hasselnødder
3 spsk dadelsirup
2 spsk kokosolie, smeltet
et nip salt

Skyl de udblødte cashewnødder i rent vand. Kom dem i en foodprocessor sammen med honning, kokosolie, en smule vand og appelsinskal. Kør det hele godt sammen i ca. 5-8 minutter. Hvis massen er for tyk og tør, så tilsæt mere vand. Smag til og juster evt. med mere honning og appelsin. (jeg tilsatte en smule saft fra granatæblet for at give fyldet et lyserødt strejf)

Kom nødderne til bunden i en foodprocessor og blend indtil de er grofthakkede. Tilsæt dadelsirup, kokosolie og salt, og blend igen indtil massen er samlet og klistret. Fordel massen i en springform (18 cm), beklædt med film, og tryk det godt sammen i formen. Hæld fyldet over bunden og stil kagen på køl, gerne til næste dag. Inden servering pyntes kagen med granatæblekerner og grofthakkede pistacienødder.

raw cake

raw cheesecake with orange

ØKOLOGISK KAGEFEST!

$
0
0

kagefest

Det er efterhånden en del måneder siden jeg udarbejdede opskrifter og billeder til et kagehæfte, som kunne findes rundt om i landets Føtex-butikker. Hæftet er lavet i samarbejde med Økologisk Landsforening og er fyldt med 10 lækre kageopskrifter på økologiske kager – synes jeg ville dele nogle af opskrifterne her på bloggen, så de ikke går i glemmebogen….for de er virkelig gode!

Bedstemors syrlige skæg, ca. 8 pers.

Dej:
125 g sukker
125 g blødt smør
3 æggeblommer
200 g hvedemel
2 tsk bagepulver
1,5 dl mælk
skal fra 1 usprøjtet citron

Fyld:
1,5 – 2 dl appelsin/orangemarmelade

Marengs:
3 æggehvider
180 g sukker

Pisk smør og sukker godt til det er lyst og luftigt. Tilsæt æggeblommerne en ad gangen. Bland mel og bagepulver og tilsæt det skiftevis med mælken. Rør til dejen er ensartet og vend til sidst revet citronskal i dejen.

Kom dejen i en bradepande, 20×30 cm, eller i en springform, 22 cm, med bagepapir. Bag kagen i ca. 15-17 min ved 200 grader. Når kagen kommer ud smøres den med marmeladen.

Pisk æggehviderne stive og pisk sukkeret i indtil marengs’en er rigtig tyk. Fordel marengs’en over kagen og bag kagen færdig til marengsen er gylden, ca. 15-20 min.

Kage med marengs

Hjemmelavede OREO’s småkager, 15 stk.

Dej:
100 g blødt smør
100 g rørsukker
1 æg
100-125 g hvedemel
35 g mørk kakaopulver
1 tsk bagepulver
et nip salt

Vanillecreme:
65 g blødt smør
100 flormelis
½ tsk ren vanillepulver eller kornene fra ½ vanillestang
1 spsk mælk

Pisk smør og sukker lyst og luftigt. Tilsæt ægget og pisk det ind i smørblandingen. Bland mel, kakao, bagepulver og salt i en anden skål, og hæld det derefter lidt ad gangen i smørblandingen, mens du pisker ved lav hastighed. Dæk dejen med husholdningsfilm og stil den på køl i 1 time, lav cremen imens.

Pisk smør og flormelis sammen – tilsæt vanille og en smule mælk. Hvis du vil have en fastere creme så tilsæt mere flormelis i.

Tag dejen ud af køleskabet – hvis dejen er for klistret, så ælt mere mel ind i den. Rul dejen ud på et meldrysset bord til ca. 3 mm tykkelse, og udstik herefter cookies i en passende størrelse, ca. 6 cm . Læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir, og bag dem i ca. 12 min ved 175 grader. Lad dem køle fuldstændigt af på en bagerist.
Kom fyldet i en sprøjtepose og sprøjt et lag ud på hele den afkølede cookie. Læg en cookie ovenpå, tryk de to cookies sammen, og fortsæt samme procedure med resten.
Opbevar kagerne i køleskabet.

Oreo's

Bounty-barer med lakrids, ca. 15 stk.

1 ds kokosmælk, lægges på køl et døgn i forvejen
2 spsk kokosolie
150 kokosmel
4 spsk rismaltsirup, yaconsirup eller alm. lys sirup

150 g mørk chokolade til overtræk
lakridspulver
hvid chokolade til pynt

Åben dåse med kokosmælk – skrab det øverste, hårde lag ud af dåsen og kom det i en gryde sammen med kokosolie. Smelt det ved lav varme og rør sirup i – smag massen til. Rør kokosmel i og hæld massen i en lille form 20*20 cm, beklædt med bagepapir. Stil formen på køl i ca. 2-3 timer indtil massen er stivnet.
Skær små barer ud af massen og dyp dem i smeltet, mørk chokolade og drys med lakridspulver. Stil barerne på køl igen indtil chokoladen er stivnet – pynt evt. med en smule hvid chokolade inden servering. Opbevar bounty-barerne på køl indtil de skal spises.

Bounty

The post ØKOLOGISK KAGEFEST! appeared first on The Food Club.

Viewing all 76 articles
Browse latest View live